Uddannelser i Odense

Senest opdateret d. 30. september 2020

Er du blevet træt af tanken om de høje adgangskvotienter og den dyre husleje, du bliver sat overfor, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at læse på en videregående uddannelse i enten Aarhus eller København? Ønsker du ikke at gå på kompromis med dit valg af studie, selvom du ønsker at bo i en bestemt by? At studere i Odense er det nye sort. Byen har mere end 180 forskellige videregående uddannelser, og du kan finde alt lige fra en bred vifte af bachelor- og kandidatuddannelser til en lang række professionsbacheloruddannelser eller erhvervsakademiuddannelser og meget andet. Dit studieliv kan sagtens blive fantastisk uden, at det kommer til at foregå i en af Danmarks to største byer. Dette skriv er til dig, der ønsker at vide mere om, hvad du kan læse, hvis du vælger at studere i Odense. SE OGSÅ: Find alle kollegier i Odense

Syddansk Universitet

Odenses universitet, også kaldet Syddansk Universitet eller “SDU”, blev grundlagt i 1964, og er det tredjeældste universitet i Danmark. Universitetet er opdelt i et humanistisk, et samfundsvidenskabeligt, et naturvidenskabeligt, et teknisk og et sundhedsvidenskabeligt fakultet. På universitetet kan du finde de fleste uddannelser, der er mulige at læse i Danmark, og du kommer derfor ikke til at gå på kompromis med valg af uddannelse i forhold til, hvad Aarhus Universitet eller universiteterne i Hovedstadsområdet kan tilbyde dig. SDU er særligt kendt for deres sundhedsvidenskabelige fakultet, hvor der tilbydes gode kvaliteter i et forsknings- og uddannelsesmæssigt perspektiv. Se mere om uddannelsen her

University College Lillebælt

En anden uddannelsesinstitution i Odense er University College Lillebælt, også kaldet UCL. Dette er en professionshøjskole, der blev grundlagt i 2008. UCL har afdelinger i fire byer i Danmark, hvor Odense er en af dem. På UCL er der i alt indskrevet 7.000 studerende og 700 medarbejdere. På UCL kan du læse en lang række professionsbachelor, heriblandt ergoterapeut, fysioterapeut, lærer, pædagog, radiograf, socialrådgiver, sygeplejerske, bioanalytiker og mange flere. Det er også muligt at tilmelde sig UCL, hvis du har brug for nogle specifikke kurser, eller hvis du ønsker at deltage i nogle specielle konferencer. I alt fordelt på de fire byer, kan UCL tilbyde dig 47 forskellige uddannelser. Se mere om uddannelsen her

Erhvervsakademiet Lillebælt

I Danmark findes der ni erhvervsakademier, og et af disse finder du i Odense. Erhvervsakademiet Lillebælt, også kaldet EAL, udbyder videregående uddannelser på erhvervsakademi- og professionsbachelorniveau, rettet mod beskæftigelse i erhvervslivet. Desuden er EAL en del af University College Lillebælt efter en fusion, der skete i 2017. I dag går de to institutioner under den samme betegnelse, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, der skal bestræbe sig på at ruste de studerende endnu bedre til de udfordringer, som finder sted i en foranderlig verden. I Odense kan du læse erhvervsuddannelser såsom datamatiker, EL-installatør, finansøkonom, handelsøkonom, laborant, markedsføringsøkonom, VVS-installatør og mange flere. Uddannelserne tager mellem to og to et halvt år at gennemføre. Se mere om uddannelsen her

Husk på..

Der er over 180 videregående uddannelser i Odense, og der burde derfor være god chance for, at du kan finde noget, du finder interessant. Et godt råd er, at du enten kan bruge internettet i din søgen efter information eller kontakte de forskellige uddannelsesinstitutioner, der helt sikkert vil hjælpe dig på vej mod det rigtige uddannelsesvalg. Chancen for at en uddannelse i Odense kan hjælpe dig på vej mod dit fremtidige drømmejob er ikke usandsynlig.
Søger du bolig? Søg blandt 694 ledige kollegier i hele Danmark
Søg kollegie her