Vil du gerne bo lidt uden for København, selvom du skal studere inde i byen? Eller måske du har ansøgt / er blevet optaget på et uddannelsessted i eller omkring Roskilde? Uanset hvad årsagen er til, at du leder efter studiebolig i Roskilde, kan vi kun pointere, at området tilbyder flere gode kollegier at vælge imellem.
I de nedenstående afsnit kan du læse mere om Roskilde som by, og hvorfor det er en klar fordel at vælge en studiebolig i denne del af Danmark. Når du er klar til at lede efter studieboliger til leje i området, kan du blot finde inspiration på listen ovenfor.
Roskilde er en af Danmarks ældste byer og har gennem flere århundrede været en utrolig vigtig by. Den har gennem tiden fungeret som et knudepunkt for handel og været opholdssted for flere personer, der har været afgørende i den danske historie. Blandt disse kan der nævnes Harald Blåtand, som anlagde en kongsgård i Roskilde, og Absalon, som var biskop af Roskilde fra 1158 til 1192.
Gennem tiden har Roskilde hele tiden udviklet sig, men ikke i lige så høj grad som København. Der er f.eks. ikke helt så tæt bebygget overalt i Roskilde, og så er byen omringet af flere små byer, der også er hyggelige at bo i, da man netop ikke er så langt væk fra en masse oplevelser. Dette har resulteret i, at Roskilde og omegn er blevet en utroligt attraktiv by for både studerende, familier, unge par, ældre m.m.
Der er flere fordele ved at flytte til Roskilde - uanset om du regner med at skulle studere i nærområdet eller har søgt ind på en uddannelse i København. Du kan nemlig komme ind til København på blot 20 minutter med et regionaltog, der kører ofte i både hverdage og weekender. Det er også nemt at komme fra diverse ungdomsboliger ud til de forskellige uddannelsessteder med både bil, cykel eller offentlig transport, hvis du skal gå på skole i Roskilde.
Én af de helt store fordele er, at Roskilde byder på et konstant voksende studieliv. Der er flere og flere studerende, som vælger at flytte i studieboliger i Roskilde frem for København, hvorfor området naturligvis også bliver præget af flere unge mennesker. Du har desuden adgang til alt fra shoppingcentre og restauranter til et hav af træningsmuligheder m.m.
Derudover opnår du mere luft omkring dig i Roskilde end hvis du boede inde midt i København. Der er således ikke alt for langt til et grønt område, hvor du kan slippe for biler, busser og for meget larm. Roskilde er også kendt for at byde på mange forskellige typer af oplevelser, hvilket i høj grad skyldes byen og områdets rige historie. Du kan således nemt få en dag til at gå med at udforske diverse museer, heriblandt Vikingeskibsmuseet, Museum Ragnarock og Museet for Samtidskunst. Du kan også med fordel sætte turen forbi Roskilde Domkirke, der optræder på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Der er plads til alle mennesker i Roskilde, hvilket også afspejler sig i udvalget af kollegieværelser. For selvom der ikke er helt så mange at vælge mellem som inde i København, så har du rig mulighed for at finde en studiebolig, der passer til dine behov. F.eks. har du mulighed for at skrive dig op til boliger med fælles faciliteter i form af køkken og / eller toilet og bad - eller prioritere et kollegium, hvor du har disse ting i selve lejligheden. Det er også forskel i, hvor meget engagement de enkelte kollegier forventer.
Læs mere om 3 gode kollegier i Roskilde herunder. Ønsker du en komplet liste over ungdomsboliger i Roskilde, kan du se nærmere på den ovenstående liste.
Du skal søge en ungdomsbolig på kollegiet Korallen, hvis du gerne vil være så tæt på RUC som muligt. Lige netop dette kollegium er nemlig placeret med så kort afstand til RUC, at det blot tager et par minutter at komme til og fra uddannelsesstedet. Det er altså en oplagt bolig for dig, der har søgt ind på RUC. Du skal dog ikke undgå stedet, selvom du skal studere et andet sted i Roskilde eller i København, da kollegiet ligger lige ved siden af Trekroner St., og har cirka 20 minutter til både Roskilde Katedralskole og Roskilde Tekniske Skole og Handelsskole.
Korallen består af 107 værelser, hvoraf 101 af dem er 1-værelses boliger med en størrelse på cirka 15 m2. De resterende boliger er særligt beregnet til gangbesværede og er derfor lidt større. Flere af boligerne i komplekset sættes til rådighed for udvekslingsstuderende. Du har eget bad, toilet og trinettekøkken, men har også adgang til et fælleskøkken med ovn, køleskab o.l. I køkkenerne er der også vaskemaskine og tørretumblere.
Musicon Kollegiet er stadig et relativt nyt kollegium i Roskilde. Det blev bygget i 2010 og er derfor præget af lyse og moderne lejligheder. I alt er der 104 boliger til rådighed på stedet, hvoraf de alle er to-rums boliger med eget køkken, bad og toilet. I køkkenet finder du to kogeplader, så du kan lave enkel mad i din egen studiebolig. Det er tilladt at bo op til to personer i disse studieboliger. Det er således en god løsning, hvis du leder efter en bolig til dig og din partner eller til at flytte sammen med en veninde i. Der er også nogle lejligheder på stedet, som er handicapvenlige.
Du har adgang til flere store fælles tagterrasser, samt et vaskeri, eget skur og et festlokale. Du er knap 5 km fra RUC, men derimod blot et par hundrede meter fra Roskilde Tekniske Skole og Roskilde Handelsskole. Derudover er der under 1,5 km til Roskilde Station og Centrum, hvorfor du ikke er særlig langt væk fra indre by eller hygge med vennerne. Vær gerne opmærksom på, at dette kollegiums husleje er lidt smådyr, men at du har mulighed for at søge om boligstøtte.
Du skal kun søge ind på Tunet, hvis du er villig til at indgå i et integrationsunderstøttende dyrkningsfællesskab. Dette kollegium adskiller sig nemlig fra andre kollegier ved at tilbyde boliger i en ejendom med familie- og flygtningeboliger. Der er i alt 38 studieboliger i ejendommen, hvoraf 10 af dem er et-rums og de resterende 28 er to-rums boliger. De større boliger er prioriteres til par, men det er muligt at søge dem, selvom man kun er én person. Alle boliger er udstyret med eget bad, toilet og køkken. Du har altså reelt set din egen lille bolig med adgang til et fælleshus og diverse fællesarealer.
Selve området er dog lidt anderledes end andre studieboliger. Alle boliger i ejendommen indgår nemlig i et fællesskab, hvor der er fokus på naturen og en grad af selvforsyning. Du skal være forberedt på at bruge en del tid på at hjælpe de mennesker, der bor i flygtningeboligerne til at være en aktiv del af området. Det er altså ikke et oplagt kollegiebolig til dig, der gerne vil være for dig selv det meste af tiden.
Tunet ligger i gåafstand fra RUC og Professionshøjskolen Absalon med cirka 1,5 km til Trekroner Station. Der er omkring 6 km til HTX, Roskilde Tekniske Skole og Erhvervsakademiet Sjælland. Det er acceptabelt at holde én kat eller hund per bolig, så stedet er oplagt for dig, der gerne vil have et kæledyr med.
Som nævnt tidligere er Roskilde en attraktiv by at bo i, uanset om man studerer i omegnen eller inde i København. Dette resulterer desværre i, at priserne ikke er helt så lave, som man skulle tro, når man tager ud fra indre by. Du skal således stadig regne med en pris på omkring de 3.000 kroner eller højere, når du leder efter en studiebolig i Roskilde. Den endelige pris afhænger dog af, hvor stor boligen er, om der er fælles faciliteter eller ej, selve placeringen m.m.
Hvis du har svært ved at få det hele til at løbe rundt på SU, kan du med fordel undersøge, om du er berettiget til at modtage boligstøtte. Dette giver dig lidt flere penge mellem hænderne. Du kan søge boligstøtte så længe du bor til leje i en bolig, der er udstyret med eget køkken. Dette kan sagtens blot være et trinettekøkken. Der er flere faktorer, der spiller ind i udregnelsen af boligstøtte, og derfor kan vi ikke give dig et præcist beløb. Det er til gengæld nemt at udregne mulig boligstøtte direkte på Borger.dk.
Vær gerne opmærksom på, at det kun er én person, der kan få boligstøtte i en bolig. Det betyder, at kun én skal søge om boligstøtte, hvis I bor flere sammen. Du kan læse meget mere om regler for boligstøtte og hvordan det bliver udbetalt på Borger.dk.
I de nedenstående punkter sætter vi fokus på nogle af de aspekter af dét at søge en studiebolig eller kollegieværelse i Roskilde, som du især skal være opmærksom på før du går i gang med processen. Ved at være opmærksom på de nedenstående aspekter, kan du nemlig spare dig selv for spildtid i forhold til at finde et sted at bo i Roskilde.