Spar fitnessabonnementet: 3 SU-prisvenlige træningsmetoder

Senest opdateret d. 30. september 2020

Du er blevet studerende og nu står den på kollegieværelse, SU og billige øl. Men hvordan beholder du dine gainz og guns, når nu budgettet ikke er til fitnessabonnement og proteinpulver? I denne guide får du 3 tips til billige og effektive træningsmetoder, der enten er gratis eller meget billige.

Calisthenics

Hvis du har lyttet til nu hedengangne radiostation 24/7, kender du måske calisthenics fra Fitness M/K og Ghetto Fitness. Her tog Kian og MJ, Danmark med storm, da de i et populært interview med Anders Nedergaard, for alvor fik sat calisthenics på landkortet. Calisthenics er en hardcore og super cool træningsmetode, hvor du bruger din egen kropsvægt som træningsredskab. Push ups, get-ups, planken, stå på hænder og - hvis du er rigtig sej - kan du lave flaget, hvor du strækker dig ud i 90 grader mens du holder fast i en stolpe. Det ser super sejt ud og giver masser af gains og så kan det laves alle steder, det er kun kreativiteten der sætter grænser. Mange byer er kommet med på bølgen og har opsat træningsstationer langs løberuter, hvor du kan træne dips, pullups og andre øvelser.

Træn som en indsat

Hjemmetræning er nok ikke noget du lige forbinder med et lille kollegieværelse, men det er sagtens muligt at få en god træning på lidt plads. Også her kan kropsvægtsøvelser være en god begyndelse. Et lidt edgy udgangspunkt kan være træningsmetoden Convict Conditioning, løst oversat til dansk som “træning for indsatte”. Her har vi at gøre med kropsvægtsøvelser udviklet af fanger i amerikanske fængsler, hvor pladsen er trang og behovet for afskrækkelse stor. Du behøver ikke nødvendigvis bruge Convict Conditioning for at træne effektivt, men pointen er at man kan opnå rigtig meget med forskellige kropsvægtsøvelser, hvis bare du har en seng eller en stol. En kettebell eller et par tunge håndvægte kan der sikkert også blive plads til på kollegieværelset, hvis nu dine pushups ikke giver nok.

Tjek din kommunes gratis tilbud

Flere kommuner er begyndt at tage træning og motion alvorligt. I Københavns kommune har man blandt andet udviklet flere udendørs træningsarealer, for eksempel Konditaget i Nordhavn, hvor du gratis kan træne crossfit og funktionel træning i sommermånederne. Andre kommuner har lignende tilbud, rigtig ofte til studerende, billige eller gratis ture i svømmehallen eller andre projekter. Det kræver ofte lidt research at finde frem til, men der gemmer sig mange skjulte tilbud.
Søger du bolig? Søg blandt 694 ledige kollegier i hele Danmark
Søg kollegie her