Sådan bliver din hverdag på kollegiet nemmere

Senest opdateret d. 30. september 2020

Sådan bliver din hverdag på kollegiet nemmere

Oplever du tit, at det er en smule hektisk at bo på kollegie? Vil du gerne have mere ro i hverdagen, men er du i tvivl om, hvad der vil hjælpe? Så læs med her, hvor vi har samlet nogle gode råd, der vil give dig mere overskud i hverdagen.

Slip for opvasken

Hvis du bor på et kollegie, hvor I er mange, der deler samme køkken, kan det hurtigt komme til at ligne noget, der er løgn. Selv hvis der lige er blevet gjort skinnende rent, har opvasken hobet sig op allerede et par dage efter. Det kan være rigtig svært at få mange mennesker til at blive enige om, hvor tit og hvor meget der skal gøres rent, og desuden er der nok nogle stykker, der stikker af fra tjansen. Noget af det, der især kan gøre køkkenrengøringen på kollegiet vildt uoverskuelig, er en kæmpe opvask. Derfor kan det være en god idé at undersøge, om I har mulighed for at få en opvaskemaskine I jeres fælles køkken. Med en opvaskemaskine er den enorme opvask hurtigt ude af verden, og rengøringen bliver meget nemmere at overskue. På nogle kollegier har hver gang en pengepulje, som kan bruges til vedligehold og så videre af boligarealet. Har I ikke det, kan I eventuelt spørge viceværten, om ikke der er mulighed for at købe en opvaskemaskine. Tit kan de købes brugt, og en montering af opvaskeren koster heller ikke mange håndører.

Lav mad sammen

Det kan også være en udfordring, når mange mennesker er i køkkenet på samme tid og alle i gang med at lave hver deres måltid. Kogeplader, ovn og bordplads bliver hurtigt optaget, og madlavningen bliver et spørgsmål om at være færdig så hurtigt som muligt frem for at slappe af og nyde det. Et alternativ kan være at spise på andre tidspunkter, men det er nok svært at få køkkenet helt for dig selv, uanset hvor længe du udskyder aftensmaden. Derfor kan en god løsning være at arrangere fællesspisning for alle dem, du bor sammen med. Så kan I skiftes til at lave mad til alle på gangen, og dermed bliver der mindre kaos i køkkenet. En anden fordel ved denne løsning er, at du ikke behøver lave mad så tit, og at du får muligheden for at smage på noget helt anderledes mad end det, du selv ville lave.

Lær de andre at kende

Fællesspisning hænger sammen med det sidste råd, som lyder simpelt, men kan være svært: Lær dine naboer at kende. Hvis du flytter ind et sted, hvor de fleste allerede kender hinanden, kan det være svært at blive en del af fællesskabet, men du skal bare klø på. Tag med til alle de fællesarrangementer, du orker – du vil med garanti ikke fortryde det. Hvis du har mod på det, kan du endda arrangere noget selv. Hvis du eksempelvis interesserer dig meget for stumfilm, australske vine, brydning eller et andet spændende emne, kan du holde temaaften for dine gang-naboer, hvor du viser en god film eller noget i den dur. Jo bedre du kender dine naboer, jo mere vil du føle dig godt til rette. På den måde bliver det nemmere at få den der fornemmelse af at være hjemme, når du træder ind på dit kollegieværelse. Desuden skal du huske på, at studietiden er der, hvor du har tid til at lave en masse sjove ting i fritiden, og på kollegiet har du alle dine venner nogle få meter væk. Det kommer du nok ikke til at have i fremtiden, og derfor skal du virkelig nyde det, mens du kan.
Søger du bolig? Søg blandt 694 ledige kollegier i hele Danmark
Søg kollegie her