Billig bilforsikring til studerende

Senest opdateret d. 30. september 2020

Billig og bilforsikring er to ord, der normalt slet ikke hører sammen, når vi taler unge under 25 år. Forsikringsselskaberne er benhårde når det gælder at fastsætte forsikringspræmien for de stakkels studerende, som bare gerne vil have en lille bil at køre i. Vi har hørt møllen før; "De unge bilister står for langt flertallet af ulykker" og overordnet set, er det nok rigtig nok, men mon ikke vi også alle sammen ved, at der nok er visse typer unge – især unge mænd – overrepræsenteret i statistikkerne, og at det langt fra er alle unge, som kører dårligt? Nuvel, hvad stiller man så op med et nyere kørekort og et brændende ønske om at få egen bil? Der findes ikke nogle hemmelige tricks eller ‘sådan gør du bare’ løsninger, men der er dog flere ting, du kan gøre for at få præmien så langt ned som muligt. Herunder får du de bedste metoder til at komme ud at køre uden at ruinere dig selv.

Køb forsikring med din nye (mikro) bil

Det er ikke altid den bedste idé at vælge den hurtige og dyre bil. Det er meget fristende, som nybagt bilist, at ville have en lækker, hurtig bil, men forsikringsmæssigt er det en forfærdelig ide. Forsikringspræmien på en bil fastsættes dels af bilens værdi (jo dyrere bil, desto dyrere forsikring) og dels af bilens størrelse og antal hestekræfter. Vil du have en bilforsikring, der er til at betale, kan du derfor ligeså godt droppe ideen om en hurtig BMW eller Alfa Romeo, også selvom det er en ældre model. En bedre løsning er derimod at få forsikringen med, når du køber en ny bil og ikke en hvilken som helst bil, men af de nyere meget populære mikrobiler. Mikrobiler som Fiat 500, Kia Picanto, VW Up og Toyota Aygo er faktisk de bedst sælgende i Danmark, og selvom de ikke ligefrem hverken er store eller kraftfulde, så opfylder de nok alligevel de fleste unges behov for at komme fra A til B. Og så ser flere af dem altså også ret godt ud, fx Fiat 500, som er en lækker lille italiensk bybil. Fordi konkurrencen er så stor på mikrobilmarkedet, er prisen helt i bund. Alle klassens biler koster omkring 90.000 kr., og der er meget favorable finansieringsmuligheder. Således kan du, hvis du får finansiering igennem forhandler, slippe med ansvar og kasko for bare 5000-10000 kr om året og samtidig afdrage små rater. Der er ikke nogen tvivl om, at mikrobilen er det mest fornuftige valg for unge og studerende, da det giver dig muligheden for at komme igang med at optjene anciennitet til den vigtige Elitebilist status, og det kan du altså ikke, hvis det er mor eller far, der har forsikret bilen.

Drop kaskoforsikring og køb en billig brugt bil

Ansvarsforsikring er lovpligtig i Danmark, men kaskoforsikring er ikke. Kaskoforsikringen er samtidig det, der virkelig trækker prisen op for unge. Ja, bilistforeningen, FDM er gået så langt som at sige, at unge bliver ‘flået’ i kaskopræmie. Det er ikke unormalt med kaskopræmier på helt op til 60% (!) af nyprisen, hvis du forsikrer hos tredje-part. Derfor, hvis du ikke vil eller kan købe en mikrobil, så overvej at købe en ældre, brugt bil til så lav en pris, at du accepterer, at en større ulykke betyder, at den ikke kommer ud at køre igen. Der findes ganske mange brugte biler til 10.000-20.000, især i Jylland, som har et år eller to tilbage i sig. Regner man på det, kan det blive billigere at købe en brugt bil og så køre uden kasko, end at købe kasko til den. Det er som sagt en kalkuleret risiko, som enhver må gøre op med sig selv.

Køre i forældrenes navn?

Det er ret almindeligt at forældre tegner forsikring for bilen i stedet for den unge, og det er jo ikke så mærkeligt, når man nu kender forholdene, men det er alligevel værd at overveje, om det er det værd. For hvis man lader forældrene forsikre bilen, optjener man ikke anciennitet imod Elitebilist status, som er, hvor det virkelig bliver billigere at forsikre bilen. Oftest kræver Elitebilist, at man har kørt uden uheld i tre år og i nogle tilfælde mere, hvis man er under 25 år. Så jo tidligere man kan komme i gang med at optjene anciennitet desto bedre.

Sammenlign priser og forhandl altid

Sidst, men ikke mindst så husk på, at forsikringsselskaberne er i konkurrence med hinanden. Ved at bruge prissammenligningstjenester og ‘få 3 tilbud’ sider, kan du bruge dette til at presse prisen længere ned. På Billigbilforsikring.nu kan du læse mere om hvor og hvordan, du benytter dig af disse sider til at få den bedste pris.

Generelle tips

Udover ovenstående er der nogle andre tips, der gælder for alle - uanset alder.
  • Geografi betyder for eksempel ganske meget. I nogle postnumre er det meget dyrere at få noget forsikret, på grund af risikoen for hærværk og tyveri.
  • En del forsikringsselskaber har frivillige kurser, man kan tage i at være sikker bilist og som kan give en billigere præmie.
  • En aflåst garage eller ekstra sikkerhedsudstyr i bilen kan ligeledes sænke præmien.
Følg med her på siden eller like vores Facebookside, Findkollegie for flere guides som denne!
Søger du bolig? Søg blandt 694 ledige kollegier i hele Danmark
Søg kollegie her